Coloplasts udvikling i USA var blandt fokusområderne, da selskabet tirsdag middag aflagde regnskab for første kvartal af regnskabsåret 2015/16.

Det var også tilfældet hos Jyske Banks senioraktieanalytiker Frank Hørning Andersen, der mener, at forretningen på anden side af Atlanten er ved at vende.

"Markedsføringsaktiviteterne i USA er stigende, og vi vurderer, at Coloplast er tilbage på sporet med et normalt niveau efter justitsministeriets undersøgelse. Vi forventer kun at foretage mindre valutarelaterede justeringer af vores estimater," skriver han i en analyse efter regnskabet.

Han henviser til, at Coloplast sidste år var involveret i en retssag om salgs- og marketingaktiviteter. Sagen blev afsluttet med et forlig med det amerikanske justitsministerium i december. Sagen kostede Coloplast 3,1 mio. dollar.

Aktieanalytikeren hæfter sig også ved, at det tegner til bedring i et andet problemområde, nemlig Storbritannien.

"Udviklingen i Charter Healthcare-forretningen i Storbritannien var tilfredsstillende, hvilket tegner godt for, at man kan vende tilbage til markedsvæksten i midten af 2015/16," mener Frank Hørning Andersen.

Generelt peger han på, at medicoselskabet har aflagt tal på linje med det ventede. Blandt andet hvad angår omsætningen, hvor Coloplast landede på 3656 mio. kr. mod Jyske Banks ventede 3614 mio. kr. Dermed lå Jyske Bank lidt under medianestimatet, der blev opgjort til 3619 mio. kr. af Ritzau Estimates.

Omsætningen var primært drevet af Urologi samt Hud- og sårpleje, påpeger Frank Hørning Andersen.

"Hvis vi kigger nærmere på tallene, ses det, at omsætningen i Stomi var lidt lavere end forventet, mens Urologi overraskede positivt - drevet af et stærkt salg af Titan (penisimplantater, red.) især i USA," skriver han.

Jyske Bank fastholder anbefalingen "køb" af Coloplast samt et kursmål på 600 kr. Medicoaktien falder med 4,3 pct. til 536,50 kr. tirsdag eftermiddag.

  Coloplast-topchef: Vi har leveret et comeback

  Coloplast leverer, mener analytiker

  Coloplast nedjusterer