Der vil snart blive offentliggjort detaljer om alvorlige mangler hos blodprøvefirmaet Theranos.

Det skriver The Wall Street Journal, baseret på anonyme kilder.

Problemerne skulle angiveligt være observeret af inspektører fra Medicare og Medicaid Services – de offentlige instanser, der administrerer statens offentlige sygesikring Medicare-programmet - under en gennemgang af Theranos kliniske laboratorier i Newark i Californien.

Hvad problemerne præcist går ud på, skriver avisen ikke.

Theranos kom i modvind i oktober sidste år, da fire tidligere medarbejdere overfor The Wall Street Journal hævdede, at virksomheden kun bruger sin egen teknologi, den såkaldte Edison-teknik, i få tilfælde, fordi teknologien er alt for upræcis.

Theranos blev stiftet tilbage i 2003 af Elizabeth Holmes, da hun droppede ud af Stanford University som 19-årig. Baggrunden skulle være, at Elizabeth Holmes er rædselsslagen for nåle. Derfor har hun fået udviklet teknologien, der betyder, at en patient, enten hos lægen eller i særlige centre i detailkæden Walgreens, kan nøjes med at prikke sig i fingeren og sende en lille mængde blod ind til test. Håbet er, at flere vil lade sig teste for alt fra tegn på diabetes, hjertesygdom eller cancer, og dermed få behandling.

Spørgsmålet er nu, om Theranos risikerer at blive udelukket fra Medicare programmet, når problemerne kommer frem i dagens lys, hvilket ventes at ske snart, skriver avisen.

  Ny nedtur for Theranos-milliardær

  Theranos vil frigive data efter kritik af blodprøveteknik

  Milliardær slår igen mod kritik af blodprøveteknik

  Avis: Medico-stjerne har problemer med teknologien