Nye høreapparater bliver ved med at øge markedsandelen for GN Resound, og der er også gode udsigter i selskabets forretningsdivision GN Netcom grundet stigende efterspørgsel for headsets.

Det vurderer den tyske storbank Deutsche Bank, der er det finanshus, der er mest positiv omkring GN Store Nord-aktien.

Banken har et kursmål på 215 kr. og anbefalingen "køb". Til sammenligning er gennemsnittet blandt 23 andre finanshuse på 152,40 kr. for aktien, der mandag lukkede i 118,70 kr., viser data fra Bloomberg.

"Vi mener, at GN er godt positioneret til at levere stærk vækst og til at outperforme alle euromedtech-selskaber frem mod 2018," skriver Deutsche Bank i en analyse.

"Resound fortsætter med at vinde markedsandele på grund af forbedret eksekvering og lancering af nye differentierede produkter fra en stærk produktportefølje. Netcom bør i stigende grad drage fordel af af vækstmulighederne i Unified Communication (UC), der øger efterspørgslen efter virksomhedens headset," skriver banken.

Deutsche Bank har GN Store Nord blandt selskabets favoritter inden for sektoren. Her ligger også blandt andet medicokoncernen Coloplast med et kursmål på 600 kr. og en købsanbefaling. Coloplast-aktien kostede mandag 522 kr.

  Svensk hedgefond øger sats mod GN

  Amerikansk storaktionær sælger GN-aktier

  GN Resound skruer op for andelen hos amerikanske veteraner

  Jefferies hæver anbefaling til GN Store Nord

  GN-formand afviser slinger i valsen