MedWatch

Amplifon vil sælge produkter under eget navn i 2018

Italienske Amplifon, verdens største forhandler af høreapparater, vil have produkter under eget navn, og arbejder nu sammen med tre af verdens største høreapparatkoncerner om at lave produkter til Amplifons portefølje. (Opdateret kl. 13:20)

Verdens største høreapparatforhandler, italienske Amplifon, sigter efter at sælge produkter under eget navn næste år.

Selskabet er netop nu i dialog med tre af verdens førende seks høreapparatproducenter, der blandt andet tæller de tre danske af slagsen, William Demant Holding, GN Hearing og Widex, om at producere produkter til selskabets brandede portefølje.

Det fortæller Amplifons topchef, Enrico Vita, til Bloomberg News.

"Vi forventer betydelige fordele i forhold til kundeloyalitet og opmærksomhed," siger Enrico Vita blandt andet til nyhedsbureauet.

Han regner desuden med, at strategiskiftet kan betyde et løft i Amplifons indtjeningsmarginer.

Til at starte med er det planen, at Amplifon udelukkende vil sælge sine brandede produkter på det italienske marked, men over tid skal de også rulles ud på de resterende af de i alt 22 markeder, hvor selskabet er til stede.

Har allerede private label i USA

Amplifon har i øvrigt allerede private label-produkter under sine vinger gennem den amerikanske Miracle Ear-kæde. Her er det i øjeblikket Sivantos, der leverer produkterne.

Det italienske selskab har Europa som sit hovedmarked og sidder på knap 10 pct. af det globale marked inden for detailsalg af høreapparater. Selskabet sælger høreapparater fra omkring 4000 butikker i 22 forskellige lande på verdensplan.

Amplifon sælger i dag høreapparater fra både William Demant Holding og GN Hearing, men sidstnævnte er den samlet set klart største leverandør til Amplifon på verdensplan - efterfulgt af EQT-ejede Sivantos, det tidligere Siemens Audiology.

GN: Gode samabejdsaftaler er altid velkomne

Hos GN Hearing ønsker man ikke at kommentere, hvorvidt det danske selskab er et af de tre, som Amplifon er i dialog med om produktionen af brandede produkter.

Men selskabet, der i forvejen har et tæt samarbejde med Amplifon, byder altid nye samarbejdsmuligheder velkommen, hvis de finansielt set er fornuftige.

"Vi kan ikke kommentere eventuelt igangværende forhandlinger. Men overordnet set er GN Hearing altid interesseret i at fastholde og forstærke samarbejder globalt med vores innovative produkter, hvis det er kommercielt interessant for os," siger GN Groups pressechef, Lars Otto Andersen-Lange, til Ritzau Finans.

Og nogenlunde tilsvarende er meldingen fra William Demant Holding, der også meget gerne indgår samarbejdsaftaler om private label-produktion, hvis der er økonomisk mening i det.

"Det er helt almindelig praksis i branchen, at detailkæder tilbyder kunderne private labels – og i USA har Amplifon gjort det i mange år under Miracle Ear. Hvad angår William Demant, er vi glade for at levere til alle vores kunder, og vi kan også tilbyde variationer af vores produkter til private label. Vi kommenterer dog ikke på den konkrete udmelding," siger Trine Kromann-Mikkelsen, der er kommunikationschef hos William Demant Holding, til Ritzau Finans.

Schweizisk høreapparatgigant havde god fart på i første halvår

Italiensk høreapparatforhandler stormer mod nyt rekordår

Fik du hørt alt fra Nürnberg?

Forsiden lige nu

Seneste Medico & Rehab

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier