Et mislykket studie med selskabets primære kræftmiddel har kostet dyrt for biotekselskabet Onxeo tirsdag, hvor aktiekursen er blevet slagtet.

Det er midlet Livatag til behandling af leverkræft, som mod forventningen har vist sig ikke at forlænge livet hos patienter, oplyste selskabet mandag aften.

De to finanshuse Oddo BHF og Invest Securities har oven på studieresultaterne sænket anbefalingen af aktien til henholdsvis "reducer" og "neutral", hvor de tidligere anbefalede "køb", viser data fra Bloomberg.

Aktien falder tirsdag eftermiddag 48,6 pct. på børsen i København til 16,20 kr. Der er handlet knap 1 mio. Onxeo-aktier i løbet af tirsdagen, hvilket er små 1900 pct. over de seneste 30 dages gennemsnit.

Aktien dykker tilsvarende på børsen i Paris, hvor den også er noteret. Her er der handlet 7,4 mio. aktier - 2300 pct. over gennemsnittet.

Onxeo forklarer, at den primære årsag til resultaterne var en uventet lang overlevelse blandt patienter i sammenligningsgruppen, der fik andre kræftmidler.

Biotekselskabet vil nu analysere resultaterne og genstarte drøftelser med mulige partnere til midlet Livatag. Det siger administrerende direktør Judith Greciet i en meddelelse.

  Onxeo fejler leverkræftstudie i fase 3  

  Onxeo dropper som en sten på børsen efter fejlslagent studie