En række lægemidler fra store medicinalselskaber, som udfordres af generiske præparater andre steder i verden, har mere eller mindre frit lejde i Mexico.

Det skriver Reuters.

En ny rapport fra landets konkurrencemyndigheder, Cofece, viser således, at manglen på kopiprodukter i Mexico underminerer konkurrencen i landet.

Selvom de store medicinalselskaber ifølge Cofece ikke gør noget direkte ulovligt, så gør de dog brug af en lang række juridiske strategier for at holde kopikonkurrencen fra døren.

Blandt andet spekuleres der ofte i tiltag, der kan forlænge eksklusivitetsperioden for de patenterede lægemidler, samt de såkaldte pay-for-delay-aftaler, hvor en originalproducent betaler en generisk producent penge for at holde sit kopiprodukt fra markedet i en årrække.

Rapporten påpeger, at selskaber som GSK, Pfizer, Sanofi, AstraZeneca, Merck/MSD, Novartis, Janssen, Abbott, Roche og Eli Lilly nyder godt af den begrænsede kopikonkurrence i Mexico.

Cofece anbefaler, at den mexicanske regering strammer reglerne for sekundære patenter på lægemidler og aktivt begynder at promovere generiske alternativer. Det vil efter sigende kunne skabe besparelser på 2,5 mia. peso – eller 882 mio. kr. – årligt.

  Novo vil udvide fedmeforretning til Latinamerika  

  Novos nye superstjerne gør klar til erobringstogt i milliardklassen  

  WDH-topchef: Trump-valg påvirker ikke mexicansk satsning  

  Diabetes-forskning giver Novo Nordisk forretningsfordel i Mexico