Allergikoncernen ALK har i kølvandet på handelsaftalen mellem EU og Japan store forhåbninger til et nyt eksporteventyr på det japanske marked. Danmarks statsbesøg af premierminister Shinzo Abe kan åbne for flere forretningsmuligheder i Japan.

Det skriver Børsen.

Allergikoncernen, der lancerede sit første produkt i Japan sidste år, har allerede 15.000 japanske patienter i behandling, og ifølge koncerndirektør i ALK, Søren Niegel, er det officielle japanske statsbesøg "fantastisk god timing".

Søren Niegel mener, at lige præcis Japan er noget helt særligt, når det gælder allergi, da op til hver tredje japaner har problemer med allergier, for eksempel cedertræsallergi.

Selvom Japan er et af verdens rigeste lande, rangerer det kun som Danmarks 11. vigtigste eksportmarked. Det kan skyldes, at de danske virksomhed frygter komplicerede markedsforhold.

"Mange danske virksomheder holder sig tilbage, fordi de tror, at Japan er et uhyre komplekst marked. Det er det på mange måder også, men så svært er det altså heller ikke. Og med den nyligt indgåede frihandelsaftale mellem EU og Japan samt bilaterale aftaler mellem Danmark og Japan vil nogle af forhindringerne blive minimeret. Og det kunne mange flere firmaer bruge som startskud til at komme i gang," siger Stefan Linde Jakobsen, formand for Det Danske Handelskammer i Japan, til Børsen.

Japan er i særdeleshed et meget vigtigt marked indenfor lægemiddelindustrien, og mødet mellem de to regeringschefer kan blive begyndelsen på nogle mere konkrete planer indenfor både sundhedsområdet og området for fødevarer og energi, skriver Børsen.

  ALK-boss vil få 2500 medarbejdere til at sænke skuldrene

  ALK-topchef: Der er behov for at tænke bredere

  ALK-topchef: Den skal have en på frakken