MedWatch

Flemming Ørnskov er rolig under pres

Der er kommet pres på både aktiekursen og marginerne i den irske medicinalkoncern Shire. Men selskabets danske topchef, Flemming Ørnskov, tager det med ophøjet ro. Det fremgår af et interview med Reuters.

Luften ser ud til stille og roligt at sive ud af den vækstballon, som den irske medicinalkoncern Shire har pustet op i løbet af de seneste 30 år. Men selskabets danske topchef, Flemming Ørnskov, ryster ikke på hånden af den grund.

Det siger han i et interview med Reuters.

Shire startede i 1986 som en lille virksomhed, der solgte kalktabletter mod knogleskørhed i det sydlige England. Siden er man blevet til én af de største medicinalselskaber i verden med fokus på lægemidler mod sjældne sygdomme.

Den gedigne vækst i de seneste tre årtier er særligt sket gennem både store og små opkøb, senest overtagelsen af amerikanske Baxalta sidste år for 32 mia. dollars. Men den handel har også givet Shire en markant gæld at sloges med, og samtidig er der pres på flere vigtige dele af selskabets forretning.

Det har allerede presset overskudsgraden i selskabet, hvis aktie også underperformer den bredere europæiske lægemiddelsektor med omtrent 20 pct. indtil videre i 2017, skriver nyhedsbureauet.

Har brug for tid

Ifølge Flemming Ørnskov vil overskudgraden dog blive bedre, når man får afviklet gælden fra det store Baxalta-opkøb. Og det arbejde går efter planen.

”Det her er på et helt andet niveau (end tidligere opkøb, red.) og der er brug for en smule mere tålmodighed. Vi har brug for mere tid. I sidste ende vil vi dog levere det samme resultat. Vi vil afbetale gælden og vi vil forbedre marginerne,” siger Flemming Ørnskov, som dog indrømmer, at han ikke får mange komplimenter fra investorerne lige i tiden.

Shires overskudsgrad ligger nu sidst i 30erne, men ifølge topchefen vil man vende tilbage til tidligere tiders niveau midt i 40erne, når gælden er afbetalt. Ifølge analytikere vil det først ske omkring 2020, skriver Reuters.

Shire kan dog også komme under pres i den bløderforretning, som man har overtaget fra Baxalta. Her står schweiziske Roche på spring til at lancere en antistofbehandling kaldet ACE910 mod hæmofili, der kan presse traditionelle spillere på markedet som Shire og danske Novo Nordisk.

Man vil muligvis få flere indikationer på, hvor stor truslen fra Roche er, når selskabet i næste uge fremlægger detaljerede data fra et studie med sin kandidat. Flemming Ørnskov forventer dog ikke, at antistofbehandlingen vil skabe bølger i markedet ”fra den ene dag til den anden.”

Shire samler F&U i biotekindustriens højborg

Roche scorer positive resultater med Novo-rival

Shire tackler Novos bløderrival med retssag

Shire fordobler salget og taber milliardbeløb

Forsiden lige nu

Lægemiddelstyrelsen er skuffet, men glad for bronzen

Lægemiddelstyrelsens direktør Thomas Senderovitz er skuffet over, at København ikke skal huse EMA, men også stolt over at have snuppet "bronzemedaljerne". Han påpeger dog også, at der ligger masser af arbejde forude i forbindelse med flytningen af lægemiddelagenturet.

Seneste Medicinal & Biotek

Relaterede

Seneste nyt

Ledige job

Se flere

Se flere

Latest news

Seneste nyt fra Watch Medier