Den amerikanske listepris på Novo Nordisks nye diabetesmiddel Xultophy ligger noget højere, end den pris konkurrenten Sanofi forlanger for sit tilsvarende diabetesmiddel, Soliqua.

Novo har ifølge pressechef Katrine Rud von Sperling sat en listepris før rabatter til sygekasserne på 24 dollar om dagen. Prisen ligger 20 pct. lavere end prisen på Xultophys to bestanddele, det langtidsvirkende insulin Tresiba og GLP-1-analogen Victoza.

I forhold til Sanofis Soliqua er Xultophy dog omkring 20 pct. dyrere. Soliqua blev ifølge branchemediet Fierce Pharma lanceret i januar til en behandlingspris på 19,90 dollar om dagen.

Medicinalselskaberne yder dog store rabatter - ofte over 50 pct. - til de amerikanske indkøbsforeninger og sygekasser, så hvad den reelle pris på de to midler er, må analytikere vente med at sjusse sig frem til, når de senere kan sammenholde regnskabstal og recepttal. Der er dog næppe tvivl om, at prisen på Xultophy ligger højest.

Forskellige hensyn

I Sydbank mener analytiker Søren Løntoft Hansen dels, at den højere pris er et udslag af, at Xultophy muligvis er et mere attraktivt produkt målt på effekten.

Den væsentligste årsag til prissætningen er dog, at Novo og Sanofi har forskellige hensyn at tage. Novo har en stor og væsentlig forretning at beskytte for især Victoza, men også Tresiba, og en for lav pris ville risikere at kannibalisere de to midler.

Modsat har Sanofi kun lige lanceret sin GLP-1-analog Adlyxin, der er opfundet af danske Zealand Pharma. Midlet og verdens bedst sælgende insulin, Lantus, udgør bestanddelene i Soliqua, og Sanofi har meget at vinde ved at få Lantus-patienter flyttet over på Soliqua. Det skyldes, at Lantus er ramt af kopikonkurrence, så salget er vigende.

"Så man må konstatere, at Novo Nordisk er langt mere låst," siger Søren Løntoft Hansen.

De to prisstrategier ventes umiddelbart at føre til en deling af markedet. Analytikere estimerer et salg af Xultophy på 3330 mio. kr. i 2019, viser estimater indsamlet af Ritzau Estimates op til regnskabet for første kvartal. Samme år ventes Sanofi at rapportere en omsætning af Soliqua på lige over 500 mio. euro, eller omkring 3760 mio. kr.

  Novo lancerer Xultophy i USA  

  Novo-direktører: Både risiko og muligheder er mindre nu  

  Indkøbskæmper holder Sanofis forspring til Novo i kort snor  

  Magtfuld amerikansk indkøber stiller sig kritisk over for Novo-lancering