Genmabs partner Janssen har haft en god vækst i salget af Darzalex i første kvartal og ligger lunt i svinget i forhold til at nå eller slå Genmabs forventninger til salget i 2017, vurderer Sydbank.

Kvartalsregnskabet fra Janssens ejer, Johnson & Johnson, viste et salg af Darzalex på 255 mio. dollar i første kvartal mod ventet 231,5 mio. dollar ifølge Bloomberg News.

Salget i USA udgjorde 201 mio. dollar, mens salget i resten af verden - primært Europa - var på 54 mio. dollar. Dermed gik salget en del frem fra fjerde kvartal, hvor salget i USA udgjorde 151 mio. dollar, mens Janssen i resten af verden hentede en omsætning på 49 mio. dollar.

Genmab modtager tocifrede royalties af Janssens salg af Darzalex og vurderede i sit seneste årsregnskab, at det vil hente indtægter på 930-1100 mio. kr. fra Darzalex i 2017. Forventningen er baseret på et estimeret salg af Darzalex på mellem 1,1 og 1,3 mia. dollar i år.

"Salget i første kvartal bekræfter som minimum den høje ende af prognosen og måske mere til," vurderer Sydbanks Genmab-analytiker Søren Løntoft Hansen over for Ritzau Finans.

God fremdrift i Europa

Han peger på, at salgstal fra analysehuset Symphony Health har vist et salg af Darzalex i USA på 124,2 mio. dollar i januar og februar. Hvis de tal lægges til grund må salget i marts dermed være øget til lige under 77 mio. dollar.

"Der er tale om en underliggende månedsvækst koblet mere flere arbejdsdage. Det har givet den stærke udvikling i marts. Samtidig er der også en god fremdrift i salget i Europa," konstaterer Søren Løntoft Hansen.

Darzalex blev i første omgang godkendt til patienter med knoglemarvskræft, som allerede havde været gennem tre behandlingsforløb - og var altså det fjerde tilbud til patienterne.

I november sidste år sagde den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, god for, at patienter, der havde været gennem bare et enkelt forløb, også kunne få tilbudt Darzalex, og markedspotentialet blev dermed væsentligt øget.

  Genmabs partner annoncerer stærke salgstal for Darzalex

  Darzalex rykker et par skridt frem i Canada

  Genmab dropper yderligere Darzalex-studier i lymfeknudekræft