Som bekendt har Danmark været mærket af en markant tørke for nye børsnoteringer siden finanskrisen. Men det skal nu være slut. Det mener Vækstfonden i hvert fald, som nu vil satse på at få flere virksomheder noteret i Danmark, frem for at de vandrer til Sverige, og lader sig børsnotere der, som det eksempelvis har været tilfældet med biotekselskaber som Neuvolution og Oncology Venture.

Det skriver Finans.

”Børsen har været lidt af et lukket land i Danmark for de små og mellemstore virksomheder. Vi tror, at tiden er moden til at få kickstartet børsmarkedet, og vil gerne prøve at være med til det,” siger fondens direktør, Christian Motzfeldt, der sigter på at binde ca. en halv mia. kr. i ”en håndfuld” noteringer over de næste 18 måneder.

Fokus skal først og fremmest være børsnoteringer blandt de selskaber, som Vækstfonden allerede har investeret i. Der foreligger dog ikke nogen informationer om, hvilke selskaber eller hvilke fagområder, som man er særligt interesseret i at fokusere børsnoteringerne på. 

På sigt er planen dog, at man skal have omkring 25 mindre, børsnoterede virksomheder i porteføljen. Og investeringsloftet vil nok ramme cirka en halv mia. kr.

I Danmark var den sidste bioteknotering som bekendt Zealand Pharma tilbage i 2010, siden da har de små biotekvirksomheder været mere interesserede i den svenske First North børs.

Vækstfonden fortsætter stærk stime

Lundbeck-boss om manglende børsnoteringer i Danmark: "Det er simpelthen for dumt"

Sunstone får i pose og sæk med svensk succes