USA's præsident, Donald Trump, rasler igen med sablen over for medicinalselskaberne og kræver lavere priser på medicin på det amerikanske marked. Priserne har ifølge Trump hidtil været "astronomiske", og det skal der gøres op med.

Det skriver Bloomberg News.

Samtidig ønsker præsidenten en gennemgang af processen omkring de amerikanske sundhedsmyndigheders, FDA's, godkendelsesproces af nye midler. Den proces skal nemlig gå meget hurtigere, lyder det fra præsidenten.

Reguleringen vil ifølge Donald Trump i den forbindelse bliver skåret på et niveau, der aldrig tidligere er set, skriver Bloomberg News.

Kommentarerne er faldet ved et møde med en stribe chefer fra nogle af de store amerikanske medicinalselskaber i Washington og er helt i tråd med tidligere udtalelser fra præsidenten.

Donald Trump refererer blandt andet til sygekasserne Medicare og Medicaid, der står for udskrivelsen af en stor del af medicinen i USA. Præsidenten vurderer, at priskrig gennem sygekasserne kan øge konkurrencen og dermed også skabe bedre midler i sidste ende.

Det er blandt andet repræsentanter fra selskaber som Johnson & Johnson, Celgene, Eli Lilly og Merck, som præsidenten holder møde med tirsdag.

På aktiemarkedet rammer kommentarerne fra Donald Trump flere aktier i branchen. Novo Nordisk-aktien falder 1 pct. til 245,50 kr., mens Genmab-aktien dykker 0,5 pct. til 1326 kr. Begge aktier lå inden udtalelserne lidt højere for dagen.

  Trump sætter første stød ind mod Obamas sundhedsreform

  Medicinalgiganter varsler årelang krig mod Trump

  Trumps indrejseforbud rammer Bostons akademiske miljø