Det var den kommende præsident Donald Trump, der satte tonen på Wall Street onsdag med hans første pressekonference siden juli.

Det var dog ikke meget, som investorerne fik med fra pressemødet, idet Donald Trump ikke ønskede at gå i detaljer med hverken hackede e-mailkonti, hans kritiserede skatteforhold eller bekræftelse på infrastrukturinvesteringer og lempelsesprogram.

Blot blev det til, at der er flere "gode nyheder" på vej i de kommende uger, hvorefter han gik over til angreb på farmaindustrien for prissætningen. Det sendte medicinal- og biotekselskaberne i minus.

Den kommende præsident sagde blandt andet, at han vil arbejde for en ny budproces, når det kommer til indkøb af lægemidler.

"Vi er den største indkøber af medicin i verden, og alligevel byder vi ikke ordentligt. Vi vil starte med at byde, og vi vil spare milliarder af dollar over en periode," sagde Donald Trump.

Det brede S&P 500-indeks sluttede onsdag med en stigning på knap 0,3 pct. til 2275,32. Det industritunge Dow Jones-indeks øgede 0,5 pct. til 19.954,28, mens Nasdaq-papirerne blev løftet 0,2 pct. til endnu en indeksrekord – denne gang til 5563,65.

"Den nemme del for Trump-ledelsen er overstået. Det er nu, at ord skal omsættes til handling og politik. Hastigheden, og mere specifikt regellempelser og skattereformer, vil diktere den umiddelbare retning for markederne, og hvis hans forslag og politik ikke lever op til forventningerne, vil prissætningen droppe," vurderer cheføkonom Kent Engelke fra Capitol Securities Management over for Marketwatch.

Klø til farmasektoren

Ikke overraskende var det den farmaceutiske sektor, der blev onsdagens taber efter Trumps angreb på medicinalsektoren. Undergruppen i S&P 500-indekset faldt 1,0 pct. med bidrag fra Bristol-Myers på minus 5,3 pct. og et drop på 2,5 pct. til Allergan, mens Novo-konkurrenten Eli Lilly faldt 1,3 pct.

Novo Nordisk var også blandt de medicinalselskaber, der fik Donald Trumps kærlighed at føle. Den danske medicinalkoncerns ADR'er (en amerikansk sidenotering, red.) faldt til 35,21 dollar, inden papiret rettede sig i den sene handel.

ADR-kursen lukkede med et drop på 1,1 pct. i 35,61 dollar, hvilket svarer til 250,04 kr. med en dollarkurs torsdag morgen på 7,0215. I København lukkede Novo Nordisk onsdag i 255,30 kr. efter en stigning på 0,5 pct.

Det var dog ikke hele sektoren, der gik i sort. Medicinalkæmpen Merck skilte sig ud, efter at myndighederne har sat fart på godkendelsesprocessen for et af selskabets medikamenter mod lungekræft. Det sendte aktien op med 2,9 pct.

  Trump sender medicinalaktierne i dørken

  Trump vil lancere alternativ til Obamacare om få uger

  Kinesiske investorer frygter ikke Trump – vil have biotek

  Trump vil nu sænke medicinpriserne

  Trump kan koste Novo milliarder