Novo Nordisk har mandag taget første spadestik til selskabets nye fabrik i Clayton i den amerikanske delstat North Carolina. Der er tale om en investering til 2 mia. dollar, eller over 13 mia. kr., i fabrikken, der skal fremstille de aktive stoffer til Novos nye tabletprodukt Semaglutid samt til fremtidige GLP-1 og insulinprodukter.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Novo annoncerede første gang investeringen i august sidste år og oplyste ved den lejlighed, at placeringen i USA skete ud af strategiske hensyn. Således er det amerikanske marked Novos største og en fabrik i USA giver både logistiske og økonomiske fordele.

Når fabrikken er i drift i 2020, vil den sikre produktionskapaciteten til diabetesprodukter i USA i det næste årti, oplyser Novo.

"Efterspørgslen efter god diabetesbehandling stiger i takt med den stigende udbredelse af diabetes i USA," siger Lars Rebien Sørensen, administrerende direktør for Novo Nordisk, ifølge pressemeddelelsen.

"Dette anlæg vil komme til at spille en afgørende rolle i forhold til at imødekomme behovene hos mennesker med diabetes i USA i de næste mange år," siger direktøren.

Det nye anlæg er placeret i umiddelbar nærhed af Novo Nordisks eksisterende 42.000 kvadratmeter store fabrik, som monterer og pakker de præfyldte insulinpenne Flexpen og Flextouch til det amerikanske marked.

Udvidelsen ventes at skabe op mod 700 nye ingeniør- og produktionsjob.

  Skatterabat fik Novo til North Carolina

  Novo køber to amerikanske biotekvirksomheder  

  Novo begynder milliardsatsning