Alan Vaag, der indtil for nylig var professor i endokrinologi på Rigshospitalet, har siden 1. marts været ansat som vicepræsident for translationel forskning hos britisk-svenske AstraZeneca. Jobbet går ud på at omsætte viden høstet af den basale forskning til klinisk forskning i diabetes og midler mod hjerte-kar-sygdomme. Det skriver Dagens Pharma.

Professoren har tidligere udtalt sig kritisk om industrien, men anser ikke sig selv om en kritiker af industrien generelt. Han ser snarere sig selv om et ærligt menneske og mener, at det skal påpeges, når industrien ikke lever op til dens løfter.

”I øvrigt har jeg i mange år haft et glimrende samarbejde med industrien, og ensidigt at opfatte lægemiddelindustrien som ’the dark side’ eller som værende mindre fint end anden forskning mener jeg er både dumt og naivt. Ærlighed og integritet er essentielle substanser både på den kommercielle og den akademiske side, og brodne kar forekommer — heldigvis sjældent — begge steder,” siger Alan Vaag.

Noget af det, der vækker begejstring hos Alan Vaag, er blandt andet AstraZenecas beslutning om at publicere alle data og organisationens tætte samarbejde om ’åben innovation’ med en række førende universiteter rundt omkring i verden.

  AstraZeneca satser på skræddersyet medicin

  AZ indgår diabetespartnerskab med Harvard

  To selskaber rammes af Eli Lillys diabetesdata