Det er ikke umiddelbart en dårlig forretning at blive overflødiggjort som medarbejder i fusionen mellem Pfizer og Allergan. I hvert fald ikke hvis man tilhører de fem øverst placerede hos Allergan.

Ifølge BioSpace.com har Allergan nemlig forhandlet en fratrædelsesordning hjem for de fem, der samlet indeholder farvelbonus på 300 mio. dollars, hvoraf de 86 mio. dollars er en skattebetaling, som Allergan står for. I alt en fratrædelsesordning til en værdi af 2 mia. kr., hvis de ikke får et nyt job hos Pfizer.

Det er allerede fastlagt, at adm. direktør hos Allergan, Brent Saunders, bliver præsident og driftsdirektør hos Pfizer, ligesom EVP Bill Meury står til at blive gruppedirektør med ansvar for global special- og forbrugermærker hos Pfizer.

Skulle det dog vise sig ikke at holde stik, kan Saunders gå derfra med cirka 140 mio. dollars. I stedet for selv at betale 20 pct. i skat af fratrædelsesordningen, har Allergan også indvilget i at betale den. Det samme gælder for Meury, der står til en fratrædelsesordning på 30 mio. dollars.

Bestyrelsesformand Paul Bisaro fik sidste år 19 mio. dollars i kompensation. Ifølge Bloomberg Business står han til en fratrædelsesordning på 80 mio. dollars – dog uden at få betalt punktafgifterne.

Robert Stewart, som er EVP for den generiske og globale forretning hos Allergan, er berettiget til et gyldent håndtryk på cirka 25 mio. dollars, og han er også berettiget til punktafgiftsrefusion. 

Den sidste er Maria Hilado, der er EVP og finansdirektør. Hun står til at få en fratrædelsesbonus på 22 mio. dollars, og hun er også berettiget til at få sin afgift betalt af Allergan.

  Novo-topchef kan sige farvel med rekordbonus

  Kolding tager tocifret millionbeløb med sig

  Kåres håndtryk langt mere gyldent end først antaget

  Novo-direktør fratrådt med fed check i hånden

  Viehbachers gyldne håndtryk mindre end forventet