Med en ganske lille regulatorisk ændring håber de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, at have sat en stopper for den næste Martin Shkreli.

Den udskældte medicinalboss kom i mediernes søgelys, da han tilbage i september sidste år natten over hævede prisen på det 65 år gamle lægemiddel Daraprim med 5550 pct. fra 13,5 dollar per tablet til 750 dollars, hvilket sendte prisen for en måneds behandling op på 75.000 dollars.

Ifølge Bloomberg vil FDA nu prioritere godkendelsesprocessen af generiske lægemidler, hvor der kun findes lægemidler markedsført af ét selskab.

Man håber dermed, at det vil være mindre profitabelt at gøre ligesom Martin Shkreli og købe et gammel lægemiddel, der er løbet af patent, men hvor der ingen konkurrence er, og så hæve prisen markant.

Sandy Walsh, talsperson hos FDA, vurderer i en mail sendt til Bloomberg, at ændringen i prioritering kan fremskynde godkendelsesprocessen for helt op til 125 ansøgninger på generiske lægemidler.

FDA prioriterer allerede generiske lægemidler, som vil blive det første til at konkurrere med et originalprodukt.