Det danske biotekselskab Bioporto vurderer, at en strategisk milepæl er nået, efter at det amerikanske tidsskrift "The Journal of Thoracic and Cardiovascular Surgery" har valgt at bringe en artikel om selskabets hovedprodukt, NGAL-testen.

Sådan lyder det fra biotekselskabet i en fondsbørsmeddelelse, som er udsendt lørdag.

Heri fremgår det, at en artikel, der er udarbejdet af Bioportos europæiske Advisory Board om foreslået anvendelse af NGAL i klinisk praksis, nærmere bestemt i forbindelse med hjertekirurgiske procedurer, er blevet antaget i det amerikanske tidsskrift.

"Mens der er publiceret et stort antal videnskabelige artikler, der dokumenterer NGAL's anvendelse som markør til detektion af akut nyreskade, er Advisory Boardets artikel den første, der er baseret på rapporteret klinisk brug af testen, og på den baggrund foreslår retningslinjer for intervention og patienthåndtering både før og efter operationen baseret på målinger af NGAL," skriver Bioporto i meddelelsen.

Ifølge det danske selskab udstyrer artiklen for første gang det kliniske personale på hjertekirurgiske intensivafsnit med et beslutningstræ for den praktiske anvendelse af NGAL.

Det er Bioportos forventning, at artiklen vil blive tillagt betydning i de beslutningsprocesser, der fører til inkludering af NGAL-tests i officielle kliniske retningslinjer, som i flere lande fastlægges på nationalt plan.

"At The Journal of Thoracic and Cardiovascular Surgery har publiceret Advisory Boardets white paper er en vigtig anerkendelse af NGAL og en strategisk milepæl for Bioporto," udtaler administrerende direktør Peter Mørch Eriksen.

"Jeg er overbevist om, at artiklen med de angivne retningslinjer vil åbne døre for NGAL-baserede tests i hele verden og medvirke til en hurtigere og forbedret nyreskade-diagnostik til gavn for patienter og klinikere," fortsætter han.