Det er helt efter bogen, at Alk-Abellós partner Merck har indsendt en registreringsansøgning til de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, for tabletvaccinen mod husstøvmideallergi. Sådan lyder vurderingen fra Jyske Banks senioranalytiker, Frank Hørning Andersen.

"Det er helt som ventet. Nu har man fået godkendelsen i Europa, og nu skal vi se på udrulningen i Europa. Med den her ansøgning skyder man det sidste af sted, og inden for en overskuelig tidsramme vil de have en portefølje af tabletbaserede vacciner mod græs, ragweed og husstøvmider," siger Frank Hørning til Ritzau Finans.

Tabletten mod husstøvmider er den tablet, som Jyske Bank har de største forventninger til, men det vil kræve et langt, sejt træk at vænne markedet til de tabletbaserede vacciner. Banken venter, at tabletten mod husstøvmider vil kunne være på markedet i USA inden for et års tid.

"Der venter et langt, sejt træk med et langsomt uptake i markedet med arbejde med alkologer og tilgangen til markedet. Vi forventer, at når vi ser tabletten mod husstøvmider på markedet, så tror vi, at den kan agere løftestang for alle vaccinerne og kunne løfte både Grastek og Ragwitek," siger Frank Hørning.

Både Jyske Banks senioranalytiker og Alk-Abellós administrerende direktør, Jens Bager, understreger den portefølje-baserede tilgang til markedet.

"Hvis husstøvmidetabletten bliver godkendt i USA, vil Merck som følge af godkendelserne af Grastek og Ragwitek i 2014 have mulighed for at tilbyde en bredere portefølje af tabletvacciner til lægerne og patienterne," udtaler administrerende direktør i Alk-Abelló Jens Bager.

  ALK når vigtig amerikansk milepæl

  ALK-topchef ser frem til 2016

  "Det er en festdag herude"