Lundbecks strategiske nøgleprodukter solgte godt i slutningen af 2015. Samtidig varsler medicinalselskabet en noget højere indtjening end forudset i 2016, hvilket alt andet lige bør belønnes i form af, at aktien klarer sig bedre end det generelle marked onsdag. Det vurderer senioranalytiker i Sydbank, Søren Løntoft Hansen, over for Ritzau Finans.

"Lundbecks forventninger til 2016 ligger salgsmæssigt på linje med forventningerne. Forventningerne til driftsindtjeningen er til gengæld bedre end forudset, og det ser stærkt ud med indtjeningen i 2016. Så det virker som om, at den spareplan, der blev lanceret i forbindelse med halvårsregnskabet, slår fint igennem," siger Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans.

Han hæfter sig desuden ved Lundbecks nye langsigtede finansielle mål om at nå en overskudsgrad på 25 pct.

"Det er stort set på linje med medicinalsektoren, og det indikerer, at de nye midler og besparelserne skal give Lundbeck et indtjeningsmæssigt løft," konstaterer Sydbank-analytikeren.

I forhold til udviklingen i fjerde kvartal, så var salget af Lundbecks nøgleprodukter bedre end ventet.

Produktkategorien, der blandt andet omfatter det nye antidepressiv Brintellix samt det nylancerede skizonfrenimiddel Rexulti, nåede sammenlagt en omsætning på 1189 mio. kr. mod ventet 1150 mio. kr., ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates.

Skizofrenimidlet Abilify Maintena solgte for 211 mio. kr. mod ventet 212 mio. kr., Onfi til behandling af epilepsiformen Lennox-Gastaut syndrom leverede et salg på 516 mio. kr. mod estimeret 487 mio. kr., mens Northera til behandling af svimmelhed eller fortumlethed hos eksempelvis patienter med Parkinsons sygdom nåede et salg på 192 mio. kr. mod ventet 165 mio. kr.

Salget af Rexulti løb op i 59 mio. kr., mens analytikerne havde regnet med en omsætning på 60 mio. kr.

Blandt de modne produkter var salget af Lundbecks største produkt, antidepressivet Cipralex, som ventet atter ramt af patentudløb og faldt til 572 mio. kr. fra 803 mio. kr. Analytikerne havde dog regnet med en endnu større tilbagegang og et salg af Cipralex på 485 mio. kr.

Salget af Huntingtons-medicinen Xenazine, der også er gået af patent, landede på 542 mio. kr. mod ventet 476 mio. kr.

"Jeg hæfter mig ved en god salgsudvikling for Abilify Maintena og Onfi i særdeleshed. Desuden har man lanceret Rexulti, der også bidrager positivt og ser ud til at have fået en god start. Endelig hæfter jeg mig ved, at salget af Cipralex og Xenazine er bedre end frygtet," siger Søren Løntoft Hansen om salgstallene.

  Lundbeck sætter nye langsigtede mål

  Lundbeck øger nu toplinjen og udvider topledelsen

  Efter fyringer og nedskrivninger: Nu skal Lundbeck levere