Efter Martin Shkreli satte kog i debatten om medicinpriserne i USA ved at øge prisen på Turing Pharmaceuticals lægemiddel Daraprim, er den amerikanske kongres begyndt at kigge nærmere på muligheden for at lægge låg på prissætningen. Kongressens interesse i priserne kommer dog ikke til at påvirke Roches kræftportefølje, hvis der kommer ny lovgivning på området, mener en af selskabets øverste direktører. Det skriver Reuters.

Dan O’Day, der er øverste ansvarlig for Roches medicinaldivision, mener, at selskaber, som tilbyder innovative behandlinger til patienter, der kun har få andre muligheder, vil komme til at gå fri i fremtiden. Det vil i stedet været ældre og generiske lægemidler, som kommer under beskydning. Dermed er han ikke nervøs ligesom Novartis’ adm. direktør Joe Jimenez, som tidligere på ugen udtalte, at prissætningen i USA vil blive mere vanskelig.

“Der vil komme en opsplitning af industrien,” sagde han. ”Der vil være de sande innovatorer, som tilbyder transformerende medicin, og så er der de generiske midler. Alt det postyr, som vi har set i den seneste tid, har drejet sig om generika og de selskaber, som kommer ind og hæver prisen,” sagde O’Day.

De amerikanske medicinpriser er som ofte nævnt langt dyrere end i for eksempel de europæiske lande, hvilket gør det til et særdeles attraktivt marked for medicinalselskaberne.