Den amerikanske medicinalvirksomhed Eli Lilly har ansøgt de amerikanske lægemiddelmyndigheder, FDA, om at få tilføjet data fra sit hjerte-kar-studie med diabetespillen Jardiance til medicinens indlægsseddel.

Ifølge en meddelelse fra Eli Lilly mandag eftermiddag har FDA kvitteret for modtagelsen og vil nu behandle ansøgningen i den kommende tid.

Eli Lilly og partneren Boehringer Ingelheim annoncerede i september opsigtsvækkende data fra hjerte-kar-studiet med Jardiance. Pillen har som det første diabetesmiddel nogensinde vist sig at reducere risikoen for hjerte-kar-død i diabetespatienter med 38 pct.

Herhjemme ventes Novo senere i år at annoncere data fra et hjerte-kar-studie med diabetesmidlet Victoza.