Det gik grueligt galt for det portugisiske firma Bial i sidste uge, da seks personer pludselig blev meget syge med alvorlige neurologiske symptomer og indlagt, efter de havde deltaget i et klinisk forsøg udført for portugiserne i Rennes i Frankrig. I weekenden endte det med, at den ene forsøgsperson døde, efter han var erklæret hjernedød, og den tragiske sag får nu konsekvenser for Johnson& Johnson, skriver FierceBiotech.

Det amerikanske firma er nemlig i gang med et fase 2-forsøg med lægemidlet JNJ-42165279, som testes mod depression. Lægemidlet indeholder en såkaldt FAAH enzym inhibitor tilsvarende det stof, der blev brugt ved forsøget i Frankrig. Derfor har Johnson & Johnson valgt at sætte sit kliniske forsøg på stand-by indtil man har udredt, hvad det var der gik galt i Bial-forsøget.

Johnson & Johnson understreger dog, at de ikke har set nogle bivirkninger ved brug af deres depressionsmiddel – hverken i fase 1 eller 2.

Undersøgelse i gang

FAAH er en forkortelse af fatty acid amid hydrolase og hjælper til  at regulere kroppens cannabinoid-receptorer.

De franske myndigheder har nu indledt en undersøgelse af begivenhederne i Frankrig. Angiveligt var de seks syge patienter i slutningen af et opskaleringsforløb, hvor de fik flere doser af midlet om dagen.

Den franske sundhedsminister Marisol Touraine sagde ved en pressekonference fredag, at man nu er ved at undersøge, om de fatale følger af forsøget skyldes lægemidlets mekanisme eller måske forurening af stoffet, men alle de mennesker der har deltaget i forsøget undersøges nu for neurologiske symptomer.

  Hjernedød forsøgspatient i Frankrig er nu død

  Én er erklæret hjernedød efter mislykket medicinforsøg

  Seks personer i kritisk tilstand efter klinisk forsøg