Novo A/S ser åbenbart fortsat en god forretning i den danske ingeniør- og industrikoncern FLSmidth. I hvert fald har man nu øget sin ejerandel af selskabet, så man sidder på 7,7 mio. aktier, eller hvad der svarer til 15,02 pct. af selskabet.

Det oplyser FLSmidth torsdag morgen i en selskabsmeddelelse.

Novo A/S købte støt op af aktien i 2015, og i begyndelsen af oktober kom det så offentligheden for øre, fordi man overskred storaktionærgrænsen på 5 pct., mens man i slutningen af november kom op på 10 pct.

Mere finansiel end strategisk

Den udvikling kommer, efter at chefen for Novo A/S, Eivind Kolding, sidder på en stadigt større pengetank, som han har svært ved at sætte i spil inden for det normale forretningsområde, life science. Det erkendte han allerede i sommer.

"Vi har også likviditeten til at investere uden for life science, og det vil vi muligvis gøre. Det kunne for eksempel være inden for infrastruktur og ejendomme. Men byder den rette mulighed sig inden for andre områder, så vil vi også kunne foretage investeringer der,” sagde han til DVCA’s Nordic Private Equity Summit i slutningen af juni.

Det er altså den tendens, som man nu ser forstærket. Investeringschef i Novo Finance Morten Beck Jørgensen karakteriserede i forbindelse med oktober måneds storaktionærstatus investeringen i FLSmidth som værende en finansiel en af slagsen, mere end en strategisk.

”Novo Finance laver primært finansielle investeringer i børsnoterede selskaber uden for life science. Det er en del af den finansielle investeringsstrategi for Novo A/S, at vi bliver langvarige investorer i veldrevne, større og stabile virksomheder, hvor vi tror på en værdiforøgelse på længere sigt. Vi ser hele tiden på, hvad der er af muligheder i markedet – både i Danmark og udlandet – og træffer på den baggrund løbende beslutning om konkrete investeringer,” lød det dengang fra ham.

  Eivind Kolding og Novos pengetank er langt fra investeringsmål

  Novo A/S køber yderligere op

  Mens vi venter på Novos store investeringer