På den forestående ordinære generalforsamling vil bestyrelsen foreslå genvalg af Henrik Gürtler som formand og valg af Jørgen Buhl Rasmussen som ny næstformand.

Det fremgår af årsregnskabet fra Novozymes.

"Bestyrelsen anbefaler Jørgen Buhl Rasmussen som næstformand med henblik på at drage yderligere fordel af hans erfaring i ledelse af en global forretning med omfattende aktiviteter på vækstmarkeder," skriver Novozymes.

Jørgen Buhl Rasmussen stoppede som topchef i Carlsberg sidste år og har været medlem af Novozymes' bestyrelse siden 2011.

For at Jørgen Buhl Rasmussen kan blive valgt til næstformand, træder Agnete Raaschou-Nielsen tilbage fra posten. Bestyrelsen foreslår valg af Agnete Raaschou-Nielsen som bestyrelsesmedlem.

Bestyrelsen vil derudover foreslå genvalg af Heinz-Jürgen Bertram, Lars Green og Mathias Uhlén samt valg af Eivind Kolding som nyt medlem. Lena Olving ønsker ikke genvalg.

Eivind Kolding er administrerende direktør for Novo A/S og medlem af bestyrelsen i Novo Nordisk, NNIT og Sonion Group.

"Bestyrelsen anbefaler valg af Eivind Kolding på baggrund af hans omfattende ledelseserfaring fra store internationale selskaber med hovedsæde i Danmark, betydelige økonomiske indsigt samt erfaring fra fondsejede virksomheder og bestyrelsesarbejde," skriver Novozymes.