Onxeos har behov for kapital og ventes i løbet af de næste 6-12 måneder at polstre sig ved at foretage en emission i markedet.

Det skriver Økonomisk Ugebrev Formue.

"Onxeo's cash burn var på 21 mio. euro i de første ni måneder af 2015, hvilket har efterladt selskabet med et likvidt beredskab på 35,8 mio. euro ultimo september, oplyser ugebrevet, og ledelsen skriver i regnskabet, at man har en forventning om, at det nuværende kapitalberedskab vil være tilstrækkeligt til at finansiere de igangværende kliniske programmer frem til medio 2017."

Det illustrerer ifølge ugebrevet med al tydelighed, at Onxeo pt. ikke er i en forfatning til at opstarte nye omkostningstunge fase 3-studier uden snarlig tilførsel af ny kapital fra enten en emission eller fra indgåelse af en større global partneraftale på for eksempel Livatag.

"Vi venter, at Onxeo må i markedet og hente ny kapital inden for 6-12 måneder, hvis man fastholder, at man vil tage både Validive og Belinostat i fase 3-afprøvning i 2016," skriver ugebrevet, der venter, at det scenarie med al sandsynlighed vil sætte aktien under yderligere pres.

Derfor anbefaler ugebrevet nu "neutral" og sætter kursmålet til 18.

Aktien lukkede fredag i 23,30 kr.