Novo Ventures amerikanske øreselskab, Otonomy, har sikret sig den første amerikanske godkendelse. Godkendelsen tilfalder selskabets øremiddel Otiprio, der skal reducere komplikationer i forbindelse med dræn i ørene.

Det skriver FierceBiotech.com

Otiprio er en depotformulering af antibiotikummet ciprofloxacin, og bliver det første lægemiddel godkendt til denne indikation. Otonomy estimerer, at der hvert år bliver udført cirka 1 million procedurer, hvor der bliver lagt dræn som følge af infektioner i øret, og at der i 85 pct. af tilfældene er tale om børn.

Det er meningen, at Otiprio skal reducere komplikationerne, der kan opstå i forbindelse med dræn i øret, og blandt andet spare forældrene for hele tiden at skulle administrere øredråber.

Otonomy vil selv føre Otiprio på markedet, og man regner med lancering i USA i første kvartal af 2016.