Astma- og allergiselskabet Alk-Abelló. Sådan skal vi måske i fremtiden omtale det danske selskab, der også bare går under navnet Alk og lige nu lever af at producere vacciner mod allergi.

Selskabet har netop nu to fase-3-forsøg i gang i Europa med midlet Mitizax. Det ene skal teste virkningen på patienter med astma, mens det andet er rettet mod mennesker med husstøvmideallergi.

Traditionelt er de fleste vacciner mod allergier blevet givet enten som indsprøjtninger eller i dråbeform, mens astma behandles med inhalatorer. Mitizax er derimod i pilleform, og det kan skabe et erhvervseventyr for Alk.

"Astma er jo en sygdom, som potentielt kan blive meget alvorligere end allergi i øjne og næse og derfor også har større bevågenhed fra både patienter og dem, som skal betale for medicinen. Husstøvmideallergi er den mest almindelige indendørsallergi, og cirka 10 procent af befolkningen i den vestlige verden og Kina og Japan har det. Så jeg vil sige, at det kommercielle potentiale er ganske betydeligt," siger Henrik Jacobi, der er direktør for Forskning og Udvikling i Alk-Abelló.

Husstøvmider og Astma hænger sammen

Flere undersøgelser viser, at der er en kraftig sammenhæng mellem astma og husstøvmideallergi, og 50 pct. af patienter med allergien udvikler astma.

Hvor de pollen, som skaber eksempelvis græsallergi, er så store, at de bliver filtreret fra i næsen, så er allergenerne, som fremprovokerer husstøvmideallergien tvært imod meget små og trænger igennem slimhinderne i næsen og ryger ad den vej ned i lungerne, hvilket kan give astma.

Udover at teste Mitizax på Astma har Alk-Abelló også gang i et forsøg, der skal påvise, at selskabets tablet mod græspollenallergi, Grazax, kan reducere risikoen for at udvikle astma.

Grazax er allerede godkendt som behandling mod græsallergi i Europa, og et tidligere Alk-studie på børn har vist en gavnlig effekt på risikoen for at udvikle astma. Men da resultatet var en sideeffekt, kan studiet ikke bruges som egentlig dokumentation

Sikker på Mitizax

Selvom Mitizax endnu ikke er hele vejen igennem den kliniske testning, er Henrik Jacobi overbevist om, at Mitizax nok skal finde vej ud på markedet.

"Vi er så sikre på det, at vi tager den her betydelige investering og sætter et studie i gang med 800 patienter, og det er baseret på, at vi med samme produkt tidligere har vist en effekt på astma, og at vi også tidligere har set effekt på astma med et lignende produkt nemlig Grazax," siger Henrik Jacobi og fortsætter:

"Vi er fuldstændig sikre på, at der er en effekt på astma. Det, man aldrig kan være sikker på, når man kører et klinisk studie, er, om eksekveringen af det løber, som man ønsker det, og om man når i mål med statistikken. Men vi er optimistiske, for vi har lært meget af de ting, vi har lavet før, og det har vi indarbejdet i designet af det her studie."

Bred portefølje

Markedet for salg af vacciner mod husstøvmideallergi er på cirka 200 mio. euro, anslår Alk-Abelló og 70 pct. af salget foregår i Frankrig og Tyskland, som også er selskabets største markeder.

Selskabet arbejder i øjeblikket også på tabletbehandlinger mod såkaldt ragweed-allergi der er meget udbredt i USA og mod træ-pollenallergi, som er udbredt mange steder i verden.

Hvis udviklingen lykkedes, vil selskabet sammen med Mitizax og Grazax, i fremtiden have en bred portefølje af tabletbehandlinger mod allergi, og det vil være til gavn for selskabet, når de skal overbevise de læger, som udskriver medicinen, mener Henrik Jacobi.

Adskiller sig væsentligt fra andre

Han påpeger, at selskabets kommende lægemidler adskiller sig betydeligt fra de eksisterende behandlinger.

"Vi ændrer på sygdommens forløb. Der er ikke nogen medicin i dag, som kan det, som Grazax kan med høfeber, nemlig give en effekt, der varer to år, efter man er stoppet med behandling, eller som nedsætter risikoen for at udvikle Astma.

Vore unikke edge er, at vi går ind og modificerer sygdommens forløb, og med Astma vil man både kunne forestille sig, at vi nedsætter risikoen for at få astma, og den effekt, vi ser på astmaen, den må man også forvente, vil persistere, efter man er holdt op med at behandle," siger Henrik Jacobi.

Alk-Abelló venter at afslutte sine to europæiske fase-3-studier med Mitizax i 2013.

Prøv MedWatch gratis og uforpligtende i 40 dage, og modtag samtidig vores gratis nyhedsbrev