En af global bioteks sværvægtere, Jan Leschly, kom i går ud med en opfordring til biotekvirksomhederne herhjemme. Kernen er, at forskningen i Danmark er eminent, men selskaberne formår ikke at kommercialisere og videreudvikle produkterne. Derudover skal selskaberne fokusere på ét produkt i udviklingen, hvis de vil have størst chance for succes - det er ifølge ham "the new normal".

Martin Bonde er adm. direktør i biotekselskabet Epitherapeutics og kender som multiiværksætter spillereglerne i den internationale biotekbranche.

”Der er ingen tvivl om, at one product companies er populære i dag og givet "the new normal" - eller måske rettere "flavor of the month" for biotek. Der er mange gode grunde til at fokusere på et enkelt aktiv, men også mange gode grunde til ikke at gøre det,” siger han.

Han fremhæver, at man for eksempel ikke får nogen synergi mellem to produkter indenfor samme område, hvis man kun fokuserer på et produkt. Det samme gælder den viden, der opbygges i selskabet. deN forsvinder som dug for solen, når man bevæger sig videre med stoffet mod markedet.

Afhænger af firmaets flyvehøjde

Martin Bonde ser heller ingen grund til at dømme såkaldte platformfirmaer ude og henviser til det amerikanske Constellation Pharmaceuticals Inc, der har indgået et partnerskab om forskning i cancer med biotekgiganten Genentech i sidste uge.  

”Det kommer helt an på selskabet og hvilken flyvehøjde, der er i dets teknologi,” siger Martin Bonde.

Epitherapeutics sidder i dag sidder med 16 ansatte i Danmark og syv i Canada.

Spred risikoen

Heller ikke Martin Faarborg, der er partner og leder af markedsgruppen for Life Science i Deloitte i Danmark, ser Leschlys ”the new normal” som den ultimative løsning.

”Risikospredning er også en god idé. De biotekvirksomheder, der har haft størst succes, har haft et produkt, de kan sælge allerede. Det skaber et fundament for at kunne satse på forskning på andre produkter. I Danmark har vi et trængt marked for at fremskaffe finansiering til biotekselskaber,” siger han, men mener, at det i mange tilfælde kan være fornuftigt at fokusere på netop ét produkt.

Læs også: Leschly: Dansk biotek skal ud af andedammen

Deloitte har for nylig offentliggjort en global benchmarkanalyse af værdiskabelsen inden for forskning og udvikling blandt de 12 største Big Pharma-virksomheder globalt set.

”I 2011 er Novo Nordisk kommet med i analysen og har vist sig at have en meget høj afkastprocent i forhold til sammenligningsgruppen. En af årsagerne hertil er højst sandsynligt, at Novo Nordisks har fokuseret på primært ét molekyle til behandling af diabetes gennem de seneste mange år,” siger han og peger på, at det netop det, som mange af de andre store medicinalkoncerner ikke har gjort. De har valgt at diversificere forretningen med flere satsninger.

Vigtigt med amerikansk marked

Både Martin Bonde og Martin Faarborg er enige med Jan Leschly, at danske biotekvirksomheder bør have et ben i USA.

”Det er et must at høste viden om det amerikanske marked. Og en måde at gøre det på kunne være en filial i US, men der er andre måder at gøre det på,” siger Martin Bonde.

Han peger på, at det giver komfort til venturefolk i USA, som alt andet lige har bedre muligheder for at bidrage til selskabets udvikling, når det ligger en køretur og væk og ikke en transatlantisk flyvetur væk.

Større salgsstyrke

Ifølge Martin Faarborg findes adgangen til mange dygtige forskere og sælgere i USA, men også måden, hvorpå man kommercialiserer forskningen ,er stærkere på den anden side af Atlanten.

”Det, der er særligt med det amerikanske marked, er, at salgsstyrken er organiseret anderledes. Man kan købe sig til det og få det outsourcet og få adgang til professionelle sælgere, der rejser rundt til lægerne. Det kan man enten selv bygge op eller tage den ned på hylden,” siger han og fortsætter:

”Vores konsulenter i USA arbejder meget med kommercialiseringsstrategier, og hvordan man kommer ud på markedet. Det er de dygtigere til, det er der ingen tvivl om."

 

Leschly: Dansk biotek skal ud af andedammen