Et uheld kommer sjældent alene. Det må det amerikanske biotekselskab Oncomed indse, efter man i starten af denne uge modtog nedslående nyt fra to samarbejder med store medicinalselskaber.

Det skriver Endpoints.

Dels har selskabets fremmeste kandidat demcizumab fejlet i et fase 2-studie inden for behandling af metastatisk kræft i bugspytkirtlen. Her missede kandidaten både primære og sekundære effektmål. Demcizumab i kombination med Abraxane og gemcitabine kunne således ikke forlænge den progressionsfri overlevelse (PFS) sammenlignet med de to kemoterapimidler og placebo.

Oncomed indgik i 2013 en storstilet aftale med Celgene om demcizumab og 5 andre prækliniske projekter, hvor partneren lagde 177 mio. dollars i en forhåndsbetaling og forpligtede sig til at betale milepælsbetalinger på op til 3 mia. dollars.

Oncomed stopper nu det pågældende studie, ligesom man stopper rekruttering til alle andre studier med lægemiddelkandidaten, indtil man har analyseret dataene sammen med Celgene og fået et overblik over situationen.

Og kort tid efter nyheden om det fejlede fase 2-studie, måtte biotekselskabet annoncere, at en anden Big Pharma-partner, tyske Bayer, havde valgt ikke at udnytte en option på at gå med i to andre kliniske programmer ”af strategiske årsager”, skriver Endpoints.

  Celgene satser mia. på kræftaftale

  Teva melder kopikrig mod Celgene