(rettet 17.03 kl. 9:03 fra mia. til mio. i tredje afsnit)

Britiske GlaxoSmithKline udnævnte sidste år Emma Walmsley som sin nye adm. direktør fra og med 1. april i år, hvor hun bliver den første kvindelige topchef for en af de helt store medicinalkoncerner i verden.

Nu har Storbritanniens største medicinalselskab så afsløret, hvilket lønniveau den nye topchef vil ligge på. Og det er som forventet en del lavere, end det var tilfældet for forgængeren Andrew Witty.

Det skriver Reuters.

I GSK’s netop offentliggjorte årsrapport fremgår det således, at Emma Walmsley vil få en basisløn på lige godt 1 mio. pund om året, svarende til godt 8,5 mio. kr. Det er omtrent 10 pct. lavere end Andrew Witty, som fik 1,1 mio. pund i grundløn.

Samtidig får hun markant lavere pension, bonusser og andre incitamentsbetalinger, hvilket betyder, at den samlede lønpakke vil være 25 pct. lavere, skriver Reuters.

Det kunne dog have været endnu ”værre” for den nye topchef, da en gruppe utilfredse investorer havde presset på for at få hendes grundløn endnu længere ned for at afspejle hendes mindre omfattende erfaring.

Første topchefstilling

Ifølge Reuters kommer ændringerne i selskabets lønpolitik på et tidspunkt, hvor der er stort fokus på topchefers lønninger i Storbritannien. Og GSK oplyser selv, at man har konsulteret med sine aktionærer om sagen i adskillige måneder og opdateret sin lønpolitik på den baggrund.

”Set i lyset af at det her er Emmas første job som adm. direktør, så har vi foretaget reduktioner til alle dele af hendes kompensationspakke i forhold til Sir Andrew Wittys nuværende ordning,” skriver GSK i sin årsrapport.

Andrew Witty har været en del af GlaxoSmithKline gennem 31 år og har stået i spidsen for selskabet siden 2008. Emma Walsmsley har været ansat i selskabet siden 2010 og en del af direktionen siden 2011, hvor hun et par uger endnu er direktør for forbrugsvareafdelingen GSK Consumer Healthcare.

Medicinalselskabets aktionærer skal blandt andre ting godkende den nye lønpolitik på selskabets generalforsamling i starten af maj.

  GSK henter ny topchef fra egne rækker  

  GSK udpeger afløseren for den nye topchef  

  Bliver GSK’s nye topchef underbetalt, fordi hun er kvinde?  

  Fører den nye topchef GSK væk fra lægemidler?