De amerikanske lægemiddelmyndigheder, FDA, har 700 ubesatte stillinger i sin division, som skal godkende nye lægemidler, og store problemer med at hyre og beholde sine ansatte.

Det skriver det amerikanske branchemediet Stat News.

Grunden til den særlige problemstilling er ganske simpelt, at den private life science-industri står klar med helt andre lønninger til de dygtige medarbejdere.

”De kan betale dem omtrent dobbelt så meget, som vi kan,” lød det ifølge mediet for nyligt fra Janet Woodcock, der står i spidsen for FDA’s Center for Drug Evaluation and Research (CDER), på en konference om sjældne sygdomme i byen Arlington, Virginia.

FDA har sat sig et mål om at hyre 1000 nye medarbejdere til at hjælpe med at få ryddet ud i de utallige ansøgninger om godkendelse af generiske lægemidler, som har ophobet sig på myndighedernes bord til trods for, at man godkendte et rekordhøjt antal generiske lægemidler i 2015.

Men i denne del af agenturet var der stadig 200 ubesatte stillinger ved udgangen af september, skriver Stat News.

Og i hele CDER var der 711 ledige stillinger ud af i alt 5525 arbejdspladser, siger talskvinden Theresa Esienman til mediet. Det svarer til, at hver ottende stilling er ubesat.

Stat News skriver med henvisning til opslag på USAjobs.gov, at startlønnen i FDA kan være op til 160.300 dollars om året, svarende til godt en million danske kroner. Men det er tilsyneladende småpenge i forhold til, hvad den private industri betaler.

En nylig undersøgelse fra magasinet The Scientist indikerer da også, at lønniveauet fortsat er langt højere i industrien end i det offentlige eller den akademiske verden.

  Undersøgelse: Her får man den bedste life science-løn  

  FDA skærer i kvalitetskontrollen  

  FDA åbner op for hurtigere medicingodkendelser  

  Massiv kritik af FDA efter Sarepta-godkendelse