Den amerikanske medicinalkoncern Merck & Co. – også kendt som MSD – lægger nu et trecifret millionbeløb på bordet for at overtage en lovende lægemiddelkandidat til behandling af en særlig type leukæmi.

Det er der sådan set ikke noget usædvanligt i – og så alligevel.

Sælgeren er nemlig den akademiske institution Harvard University, der selv har udviklet lægemiddelkandidaten fra de prækliniske stadier og nu sælger det fra. Dermed har universitetet skåret det normale mellemled væk, hvor akademisk forskning skilles ud i et opstartsselskab, inden det sælges.

Det skriver Boston Business Journal.

Aftalen blev annonceret mandag morgen af Harvards Blavatnik Biomedical Accelerator, som altså har indgået licens- og samarbejdsaftalen med Merck. Det omhandler en pille udviklet af Harvard-forskeren Matthew Shair til behandling af blodkræfttypen akut myeloid leukæmi (AML).

Ny tilgang

Lægemidlet beror på en helt ny tilgang til behandling af sygdommen ved at rette sig mod enzymer, der regulerer processen bag, hvordan DNA skaber proteiner, skriver mediet. Og de små, potente molekyler er nu klar til at blive undersøgt i kliniske studier.

Merck har set så stort potentiale i det prækliniske arbejde, at man betaler et upfront-beløb på 20 mio. dollars (132 mio. kr.) for at videreudvikle kandidaten – et arbejde som Shair og hans kolleger dog stadig vil være involveret i.

Det er tilsyneladende sparsomt med yderligere detaljer, herunder økonomiske, om den nye aftale mellem Merck og Harvard. Men branchemediet FierceBiotech beretter dog, at Harvard også står til at tjene milepælsbetalinger og trinvist stigende royalties.

”Jeg tror, at det her måske kan være begyndelsen på en tendens,” siger Isaac Kohlberg, der har det øverste ansvar for teknologisk udvikling for universitetet som chief technology development officer.

”Du ser sjældent upfront- og milepælsbetalinger af denne størrelse (i den akademiske verden, red.). Vi har taget dette projekt meget længere i udviklingen - ikke for at skabe værdi, men for almenvellet. For at sikre, at det bliver udviklet,” tilføjer han.