Medicinalindustrien har igennem længere tid været mærket af prispres i USA som på andre markeder, hvor betalere, patientorganisationer og politikere er gået i brechen i kampen mod de i deres øjne opskruede medicinpriser.

Presset blev ikke mindre, da den forhadte topchef Martin Shkreli chokerede med en prishævning på 5.000 pct. på det ældre lægemiddel Daraprim sidste år, hvilket fik selveste Hillary Clinton op på barrikaderne. Men nu tager industrien bladet fra munden og forsvarer sin prissætning af medicin.

Det skriver Reuters.

Højtstående direktører fra de amerikanske storkoncerner Eli Lilly, Merck & Co. og Biogen siger alle til nyhedsbureauet, at mediernes fokus på medicinpriser er helt forkert, da det kun er de færreste patienter i USA, som betaler den såkaldte listepris for medicin.

Listeprisen er den officielle pris på et lægemiddel i USA, men i langt de fleste tilfælde forhandler pharmacy benefit managers, forsikringsselskaber og andre indkøbere af medicin sig frem til store rabatter og betaler dermed en noget lavere pris, lyder det samstemmende.

Men det er også op til industrien at blive bedre til at forklare sin prissætning af lægemidler og værdien af lægemidlerne i et bredere samfundsperspektiv og gøre det mere gennemskueligt for befolkningen, medierne og politikerne.

”Vi er nødt til at forklare forskellen mellem listeprisen og nettoprisen,” siger Adam Schechter, der står i spidsen for Global Human Health for Merck, i et interview med Reuters.

  Amerikanere giver medicinalindustrien nedadvendt tommelfinger  

  Sundhedsudgifter bliver markant del af amerikansk valgkamp  

  Prisdiskussion kan lægge låg på biotek  

  Politikere: Nej til prioriteringsinstitut efter norsk model